KORT TUNGEBÅND

Hvis et nyfødt barn har svært ved at amme og svært ved at holde vakuum og slipper brystvorten igen og igen, kan det skyldes kort tungebånd. De kan også have lidt problemer med at holde på sutten, og selv af flaske kan de have tendens til at det løber lidt ved siden af. 

Kort tungebånd kan siden hen give problemer med at synke fast føde, når de når 6-7 måneders alderen. De kan have svært ved at transportere føden tilbage i munden, det er dog ikke så hyppigt. 

Når de skal til at tale kan der være nogle udtalefejl, fordi tungen ikke kan bevæge sig normalt. 

På babyerne indtil 3 måneders alderen kan vi klippe tungebåndet uden  bedøvelse, giver blot sukkervand først. Nogle gange anbefaler vi massage efter at tungebåndet er klippet, ikke altid, det kommer an på, hvordan det ser ud. Når vi klipper tungebåndet, så hjælper det jo, men det kan trække sig en anelse, når det gror sammen igen, og det kan måske modvirkesved massage. 

Børn under en måned mener jeg ikke har brug for noget smertestillende bagefter. Hvis man nærmer sig 3 måneders alderen, kan det godt være, at det er en god idé med flydende Panodil. 

Hvis børnene er mere end 3 måneder gamle, klipper jeg helst ikke uden fuld bedøvelse, og vi må ikke bedøve børnene, før de er 6 måneder, så der er altså et slip der på 3 måneder. 

Der er egentlig ikke rigtig nogle bivirkninger ved at klippe tungebånd. Som sagt hvis de er blevet større, og der er problemer med fødeindtagelsen eller senere, hvor der er problemer med udtalen af ord, så bliver børnene bedøvet i meget kort tid, cirka 10 minutter, hvor vi så klipper det. 

Af og til er læbebåndet også ret kort, og det kan  man så klippe tillige med. Det har dog slet ikke den samme betydning for amningen som tungebåndet. Vi tilstræber at give de nyfødte en tid i klinikken samme dag eller hurtigst muligt, da vi jo godt ved, at det giver problemer, når amningen driller. 

Der hvor vi klipper bliver slimhinderne gullige, det er ikke betændelse, det er slimhindernes farve i munden, indtil det gror sammen. Det kan bløde en anelse lige, når vi klipper. Det holder hurtigt op, og det er på ingen måde farligt.